Jam ne nje udhekryq te pashmangshem, ku cdo dite shoh fytyren e re dhe te vjeter te Kohes...
Ai tani sapo iku ne autostrade, me shpejtesine e eres dhe me tha vetem se do te ikte...dhe iku pa me thene nese do te kthehej...ose ndoshta ne ato fjale nuk kishte nevoje per shpjegim...Ai do te kthehej nje dite, perseri me shpejtesine e eres...por me pare se te kthehej, kishte nevoje te ikte, te prekte eren...
Ia putha syte...100, 1000, 10000.....here sepse kam nevoje per ata sy kur me fiksojne ne retinen e tyre...jane syte blu, syte e qiellit, syte e kohes...
Jane syte e mi, jane syte e endrres...
Jam e fiksuar me shikimin hedhur ne udhekryq...jam ne agun e dites dhe perendimin e diellit...Po ti ku je? Mos ndoshta ne autostraden e arratisjes, je ende duke ikur me shpejtesine e eres...?!
A po mendon ndopak per mua, per kthimin?...Apo eshte thjesht nje gjendje arratisjeje dhe ti nuk ke kohe te mendosh per asgje, as per udhekryqin tim...Me thuaj cfare te bej? Te pres, apo te iki dhe une me shpejtesine e eres?!... Do te te marre malli per mua, per kohen, per eren...?