Eshte pak e rendesishme nese i quajme sakrifica ato qe bejne prinderit per femijet e tyre apo i quajme ndryshe.
I rendesishem eshte fakti nese duhet ti bejme ato(thoni sakrifica po deshet) a jo.
Ne momentin kur vendosim te kemi femije,vendosim se ashtu duam ne. Pra ne permbushim vullnetin tone , pa i marre fare mendimin femiut nese ai deshiron a jo te vije ne jete. Keshtuqe edhe ato qe bejme per femijet jane shprehje e vulnetit tone. Tekefundit kjo i jep kuptim jetes ;te bejme ne jete ate qe kemi deshire te bejme.
Une nuk ve kufi ne ate qe do te beje per femijet e mi. Do te bej gjithcka qe do te kem mundesi per tu ofruar me te miren.
Per te bere kaq gje skam nevoje te le veten pasdore. Nuk me duket qe le veten pasdore nese nuk dal ne diskoteke ose me shoqerine me. Bej gjera qe me sjellin kenaqesi shume me shume se kaq.
Dhe akoma me pak do te kerkoje nga femijet te me kthejne "sakrificen" qe une bera per ta. Femijet do te duhej te benin gjerat qe femiu mund te beje per prindin; te me respektoje, te me doje....
Krijoni Kontakt